Vi starter dagen kl. 8, hvor vi samles i cafeen.

8.15 går vi igang med undervisningen, morgensamling eller i fjernstudiet.

Du bliver undervist på små hold, i grupper eller helt individuelt, hvis det er det der er behov for. Det afhænger af, hvilken uddannelsesplan du har og hvilket hold, du går på. Det betyder også, at du nogle gange kan komme til at arbejde på et helt andet niveau end de andre på dit hold, og det er alle indstillede på. Meget af undervisning foregår med Ipads og bærbar PC. Skolen råder over en del til udlån, men du er også meget velkommen til at medbringe din egen.

Der er som regel meget ro på holdene, fordi vi forventer at man tager ansvar for sig selv, men hjælper hinanden.

Vi får et stykke frugt eller lidt grønt kl. 9.30 og kl. 10 går vi tilbage til arbejdet. Noget af undervisningen er praktisk orienteret, men nogle arbejder også frem mod at bestå en eksamen, hvis det er deres mål. Af og til er vi ude af huset på virksomhedsbesøg, til en event osv, men vi har også foredrag, musik eller andre arrangementer i cafeen.

Der er frokost en halv time fra kl. 12, hvor alle har muligheder for at spise med og man kan spille lidt bold på plænen.

Efter frokosten fortsætter undervisningen, men der kan også være plads til individuel træning eller sjov motion i en nærliggende sportshal, eller fitnesscenter.

Mange af vores kursister har praktikophold i virksomheder som en del af deres forløb, dvs man er ude på en virksomhed nogle dage i ugen, eller nogle uger af gangen.